Kategori: Nyhedsarkiv

Nyløbere – nyt koncept, hvor DU er med

Nordtrim Nyløberhold, på en helt ny måde…
 
Vores innovative Lomholt’er har barslet med en rigtig god ide – vi håber, at du også har lyst til at gi’ et lille bidrag.
 
Hvis du også har det sådan, at det er ærgeligt, at vi som løbeklub ikke har et nyløberhold men samtidig ikke selv orker at afsætte tre måneder for at være nyløber træner – så må du endelig læse helt til ende. Jo flere der læser med og byder til – jo større er chancen for at vi som klub igen kan favne nye løbere.
Og tiden bliver vel aldrig bedre end lige præcis nu. Alt for mange er gået i corona dvale og er enten stoppet med at dyrke motion eller er aldrig rigtig kommet i gang alligevel på grund af nedlukninger og restriktioner.
Men nu går vi snart, på alle måder, mod lysere tider og hvis vi kan få samlet en bruttogruppe af mange Nordtrimmere, der gerne vil hjælpe til på nyløber holdet ca. tre gange i løbet af de tre måneder et nyløberhold varer, så kan det sagtens lade sig gøre.
Der vil være er en gennemgående person – meget gerne en nordtrimmer, ellers finder vi en udefra. Og vi laver et program, så alle ved, hvad der skal ske på præcis den dag de løber med – mødested vil være samme sted som Nordtrim.
Mulighederne er mange
– Det kan f.eks være en gruppe nordtrimmere, der alligevel løber sammen – så kan man jo løbe en tur sammen efter turen med nyløberne. På den måde vedligeholder alle sit løbemomentum.
– Det kan være medlemmer, der har været skadet og selv trænger til at komme stille og roligt i gang igen
– og det kan være medlemmer der ikke rigtig lige får løbet med nogen for tiden, og som har lyst til at være en integreret del af klubben igen.
Denne måde at lave nyløberhold på, vil samtidig bidrage til en bedre integration af vores nye medlemmer – de lærer mange flere nordtrimmere at kende, og mange flere nordtrimmere lærer nyløberne at kende.
Vi tænker at starte nyløberholdet d. 6. april og finalen – 5 km løbet – bliver præcis i uge 25, lige inden sommerferien. Alle der har lyst, kan løbe med, så kan vi forhåbentlig være rigtig mange, der klapper vores nye medlemmer i mål og hylder dem bagefter.
Vil du gerne være med? – så send en mail til stine.lomholt@gmail.com, så tar vi fat i dig så du kan høre mere. Vi vil gerne høre fra dig senest 20. marts.

Fællestræningen i Nordtrim åbner igen

Nu kan vi igen være sammen til træning – fedt.

Vi mødes på de sædvanlige træningsdage – tirsdag, torsdag, lørdag og søndag. Mødested og -tid fremgår af kalenderen.

Træningen afvikles som beskrevet nedenfor. Hver gang sætter vi fartholdene, inden vi varmer op, så vi aldrig bliver mere end 25 samlet.

 

Tirsdag mødes vi kl. 1800 v/Helsinge Hallen til en tempotur i byen. Turene kan tilpasses, så mød frem og få lidt fart i benene!

Torsdag mødes vi kl. 1800 v/Helsinge hallen til lidt fri træning – interval, restitution, pandelampe i skoven mv.

Lørdag mødes vi kl. 0900 til maratontræning frem mod CPH Maraton el. Nordtrim Maraton! Planen ligger i kalenderen og der vil komme opslag på FB med ruteforslag.

Søndag mødes vi kl. 0900 v/Bækkebro til dejlig tur i Tisvilde Hegn med bakker, stier, sand med hyggeligt samvær!

Smid gerne et opslag på FB, hvis du er frisk på at tage et hold med rundt

Generalforsamling i Nordtrim

Generalforsamlingen finder sted søndag den 21. marts kl 11.30

På grund af Corona-situationen afholdes generalforsamlingen online.
Tilmelding er ikke nødvendig, men alle medlemmer får tilsendt et link til den platform, som generalforsamlingen afholdes på.
Link tilsendes på mail to dage før afholdelsen.

Agendaen er:

1. Valg af dirigent og referent (uden for bestyrelsens kreds)
2. Formandens beretning
3. Aflæggelse af det reviderede regnskab
4. Fastsættelse af budget og kontingent
5. Indkomne forslag. Forslag skal være bestyrelsen i hænde senest 21 dage før generalforsamlingen og offentliggøres på nordtrim.dk senest 7 dage før generalforsamlingen.
6. Valg
a. På valg til bestyrelsen er:
Anna, Camilla og Kirsten – Camilla ønsker ikke genvalg, de øvrige modtager genvalg
Valgperioden er 2 år.
Som suppleant er på valg: Jesper P, Jesper P modtager genvalg
Valgperioden er 1 år.
b. Øvrige valg:
Som revisor: Joan Kortsen, som revisorsuppleant: Ole Mellergaard
Valgperioden er 1 år.
7. Eventuelt

 

Klubtur til La Santa i uge 43

For tredje gang er det en stor fornøjelse at invitere 
medlemmer af Nordtrim eller Bootcamp GymHelsinge på fælles klubtur i 2021 til fantastiske Club La Santa.
Rejsen foregår
fredag d. 22. oktober kl. 05 til fredag d. 29. oktober kl. 23.
Betingelser, tilmelding, det med småt, lejlighedstyper, priser 
kan du læse alt om i den information, som er udsendt på mail til alle nordtrimmere.
 
Alle spørgsmål er velkomne, så ring endelig til os
Camilla Pollas, mobil 60776321
Malene Lai, mobil 40447160
Lotte Mathiesen, mobil 20516749
De bedste hilsner
Camilla, Malene og Lotte

Nedlukning af al fællestræning i Nordtrim

Vi har i Bestyrelsen drøftet Corona-situationen her i DK og har besluttet at lukke al fællestræning i klubben ned med øjeblikkelig virkning.

Vi er grundlæggende bekymret for, om vi kan overholde de skærpede restriktioner, og med flere mutationer med større smitterisiko, finder vi det bedst helt at aflyse al fællestræning, indtil situationen er sikker nok til at vi igen kan lukke op.

Vi følger udviklingen nøje og melder ud til alle, når det igen er forsvarligt at tilbyde fællesskab omkring løb i Nordtrim.

Pas på jer selv og hinanden derude!

Nordtrims årlige maratontræning starter nu

Vi løber hver lørdag kl 9.00, mødested udenfor Helsingehallen. Kom i god tid, så alle kan finde sin gruppe indenfor de Corona-restriktioner, der gælder den enkelte dag.

Vi har lagt et program med stigende distancer frem imod Københavns maraton, som er den 16. maj 2021.

Hvis løbet i København bliver aflyst pga Corona-restriktioner, så afvikler vi vores eget Nordtrim-maraton i Helsinge og omegn.

Læs flere detaljer i Nordtrims Facebook-gruppe – er du endnu ikke medlem, så send en ansøgning med det samme 🙂

OBS-OBS – den 28. februar afvikler vi Nordtrim Grib-half fra Skovskolen ved Nødebo. Dette løb er en del af maratontræningen og byder på masser af små stier, mudder, bakker og grusveje i et af de mest spektakulære hjørner af Gribskov. Løbet krydres med hygge omkring bålet på en af skovens hyggelige shelterpladser. Glæd dig til et fedt løb sammen med alle dine løbevenner.

Der er bare slet ingen undskyldning for at lægge sin maratondrøm i mølposen – mød op og deltag i vores fællestræning.

 

Nordtrim Half og Quart

Selv i Corona-tider eksisterer din løbeklub og stiller op med spændende tilbud til dig.

Vi afholder vores eget juleløb søndag den 20. december, hvor vi opmærker en fed halvmaraton og en lisså lækker kvartmaraton.

Vi sætter tidstagningsuret op og styrer starttidspunkterne, så der aldrig er mere end 10 i hver gruppe. Du vil få besked på SMS fra os inden lørdag middag om, hvornår du skal starte.

Men for at lykkes med dette, er du nødt til at tilmelde dig her:

https://forms.gle/1CEGkUevp6uJzt5U7

 

….og hvis du bliver forhindret, er vi nødt til at modtage dit afbud på SMS (23739250) senest den 18. dec

 

Venligst overhold disse få spilleregler, så vi alle kan få en god oplevelse – få en dejlig løbetur sammen uden at overtræde Corona-regler.

 

Og når du kommer i mål får du udleveret en pose med lille julehilsen fra din egen løbeklub – et dejligt (og stort) honninghjerte, som du kan nyde med familien bagefter.

 

Vi glæder os rigtig meget til igen at servere en skøn tur i nærområdet – over marker, langs sø, i skov og gennem byen.

SES

Så starter vi træningen op igen – læs strukturen her:

Hej alle Nordtrimmere

Vi åbner for klubbens løbetræning igen! Vi har nu modtaget nyt fra DGI med retningslinjer for at mødes til træning og konkurrencer. (Klubløb)

Derfor starter vi træningen på tirsdag den 10. november kl. 18.00 fra Helsinge hallen. Vi ved at træning alene ikke helt holder motivationen i top, hvorfor vi også vil tilbyde flere af de klubløb, som vi havde stor succes med i september, hvor klubmesterskab, Nordtrim Half og ”rundeløb” (Dirty7) havde stor deltagelse.

Vi har allerede planlagt en Nordtrim Half eller 10 km til afvikling den 20. december! Se mere i dit nye klubblad!

I klubbladet er vores nye træningstilbud beskrevet, og den plan vil vi følge så tæt som muligt, så det giver god, varieret og struktureret træning over ugen.

Retningslinjerne gør, at vi kan mødes op til 10 i hver gruppe, og der skal være 2 m eller mere mellem grupperne.

Vi har træner/fartholder på i hver fartgruppe, men det er op til alle at sikre at retningslinjerne overholdes, herunder hurtigt at få opdelt gruppen, hvis den bliver større end de 10.

 

Tirsdag (tempoture i Helsinges gader) og torsdag (pandelampeløb i Valby hegn eller løb med styrketræning indlagt i gaderne):

DU beslutter inden du kommer, hvilken fartgruppe du ønsker at løbe med den pågældende dag. Kig på kortet, hvor gruppen samles og gå direkte til det punkt.

Fartgrupper, tirs og tors:

  • -5.00: (SPOT #1)
  • 5.10-05.20: (SPOT #2)
  • 5.40-05.50:( SPOT #3)
  • 6.10-06.20:( SPOT #4)
  • +6.40 : (SPOT #5)

Vi varmer op i de enkelte grupper. Samtidig med at vi stadig overholder afstandskravene.

Søndagstræning fra Bækkebro:

Her har vi 4 fartgrupper, og også her skal DU beslutte hvilken gruppe, du ønsker at løbe med den pågældende dag. Bliver vi mere end 10 så deler vi op i 2 grupper.

Fartgrupper (tempoet svarer til landevej):

  • 5.00 (SPOT #1)
  • 5.30(SPOT #2)
  • 6.00 (SPOT #3)
  • 6.30 (SPOT #4)

Vi varmer op i de enkelte grupper. Samtidig med at vi stadig overholder afstandskravene.

 

Vi er glade for at vi igen kan ses til fællestræning! Men for at det kan lade sig gøre, skal retningslinjerne overholdes – vi gider ikke besøg af Coronapolitiet eller sure læserbreve i Ugeposten! Og frem for alt, så gider vi ikke mere smittespredning!

Hammertrail Winter Edition anno 2021 – Nordtrimturen aflyses

VI MÅ DESVÆRRE AFLYSE 2021-UDGAVEN AF VORES POPULÆRE KLUBTUR TIL BORNHOLM PGA CORONA-SITUATIONEN, DER IKKE INDBYDER TIL SÅDANNE STØRRE FÆLLES ARRANGEMENTER.

 

Så åbner tilmeldingen til Nordtrims tur til Hammertrail Winter edition på  Bornholm.

 

Dato for løbet er d. 30 januar 2021, der er distancer fra 10 km op til 50 miles.  Tjek løbets hjemmeside. Hvis forsamlingsforbuddet stadig er max. 50 personer forventer arrangørerne at kunne gennemføre løbet.

Vi tager afsted fra fredag d 29. Januar ca. kl. 14 og er hjemme igen søndag eftermiddag.

Som de sidste par år har vi booket super hyggelige Lehnsgaard hvor der er plads til 26 personer .

Prisen pr. person for ophold og mad er ca.  500 kr. pr person (+ 500 kr. i tilskud fra klubben). Derudover skal i selv betale Startnummer samt transport.

 

Hvis du vil med på turen så gør følgende :

  1. Send en mail til kaplot@get2net.dk.  Skriv hvor mange pladser du/ i har brug for . Skriv gerne hvis du har mulighed for at lægge bil til .
  2. Afvent bekræftelse på at du/ i har fået plads på Lehnsgaard.
  3. Gå ind på løbets hjemmeside og tilmeld dig løbet på den distance der passer dig.

 

Når vi kender deltagerantallet aftaler vi nærmere mht. Transport

Det er først til mølle og der plejer at være rift om pladserne ! Så vent ikke for længe.

 

Mvh Kasper / Nordtrim