Nordtrim Nyløberhold, på en helt ny måde…
Vores innovative Lomholt’er har barslet med en rigtig god ide – vi håber, at du også har lyst til at gi’ et lille bidrag.
Hvis du også har det sådan, at det er ærgeligt, at vi som løbeklub ikke har et nyløberhold men samtidig ikke selv orker at afsætte tre måneder for at være nyløber træner – så må du endelig læse helt til ende. Jo flere der læser med og byder til – jo større er chancen for at vi som klub igen kan favne nye løbere.
Og tiden bliver vel aldrig bedre end lige præcis nu. Alt for mange er gået i corona dvale og er enten stoppet med at dyrke motion eller er aldrig rigtig kommet i gang alligevel på grund af nedlukninger og restriktioner.
Men nu går vi snart, på alle måder, mod lysere tider og hvis vi kan få samlet en bruttogruppe af mange Nordtrimmere, der gerne vil hjælpe til på nyløber holdet ca. tre gange i løbet af de tre måneder et nyløberhold varer, så kan det sagtens lade sig gøre.
Der vil være er en gennemgående person – meget gerne en nordtrimmer, ellers finder vi en udefra. Og vi laver et program, så alle ved, hvad der skal ske på præcis den dag de løber med – mødested vil være samme sted som Nordtrim.
Mulighederne er mange
– Det kan f.eks være en gruppe nordtrimmere, der alligevel løber sammen – så kan man jo løbe en tur sammen efter turen med nyløberne. På den måde vedligeholder alle sit løbemomentum.
– Det kan være medlemmer, der har været skadet og selv trænger til at komme stille og roligt i gang igen
– og det kan være medlemmer der ikke rigtig lige får løbet med nogen for tiden, og som har lyst til at være en integreret del af klubben igen.
Denne måde at lave nyløberhold på, vil samtidig bidrage til en bedre integration af vores nye medlemmer – de lærer mange flere nordtrimmere at kende, og mange flere nordtrimmere lærer nyløberne at kende.
Vi tænker at starte nyløberholdet d. 6. april og finalen – 5 km løbet – bliver præcis i uge 25, lige inden sommerferien. Alle der har lyst, kan løbe med, så kan vi forhåbentlig være rigtig mange, der klapper vores nye medlemmer i mål og hylder dem bagefter.
Vil du gerne være med? – så send en mail til stine.lomholt@gmail.com, så tar vi fat i dig så du kan høre mere. Vi vil gerne høre fra dig senest 20. marts.